Fra ét til to bureauer
Verdens fjerdestørste bureaugruppe, IPG Mediabrands, deler nu mediebureauet IUM op i to i Norden.
Det sker med lanceringen af mediebureauerne UM og Initiative, der får fælles CEO’er på tværs af Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Det oplyste Michael Thim, President for Mediabrands i Norden og Baltikum, på et pressemøde onsdag 20. januar.
– Dette er den største ændring, vi har foretaget i vores region i de mere end to årtier, jeg har været her, sagde han.
Michael Thim fortsatte:
– Vi går så at sige fra at have fire markeder med fire kontorer til at have ét marked og fire kontorer, og det er jeg overbevist om vil være en fordel for såvel os som vores kunder.
“IPG Mediabrands ønsker at tilpasse sig et marked, hvor kunderne i stigende grad efterspørger mulighed for at konsolidere bureausamarbejder på tværs af markeder.”
Farvel til IUM-brandet
IUM blev oprindeligt etableret som en konsekvens af et nordisk samarbejde mellem netop Initiative og UM (Universal McCann).
– Vi er meget stolte af, hvad vi har opnået med IUM i årenes løb, men nu afmonterer vi brandet, og bygger to nye mediebureaubrands op, siger Michael Thim til Markedsføring.
Beslutningen om at droppe IUM-brandet er blandt andet inspireret af erfaringer fra IUM’s søsterselskaber i Europa, hvor opdelingen af UM og Initiative har været på plads længe.
De har i de seneste år haft “imponerende vækst og vundet interessante kunder”, forklarer Michael Thim.
– Beslutningen bunder også i, at IPG Mediabrands ønsker at tilpasse sig et marked, hvor kunderne i stigende grad efterspørger mulighed for at konsolidere bureausamarbejder på tværs af markeder. Og her er en ny nordisk organisation svaret, ifølge Michael Thim.
– Jeg har længe ønsket at gennemføre denne sammenlægning på nordisk plan, og siden sommerferien har vi arbejdet på at få det hele til at falde på plads, siger Michael Thim, der også kan fortælle, at der nu bliver iværksat en massiv branding-indsats for at gøre de to internationalt kendte mediebureaubrands kendte herhjemme.
Dertil kommer, at UM, der er meget performance-drevet, og Initiative, der har som speciale at opbygge brands, er to relativt forskellige mediebureauer – men fælles for dem er, at “det altid er annoncørerne og deres kunder, som er udgangspunktet for de tilbudte marketing-løsninger”.
– Dermed kan vi tilbyde det nordiske marked to muligheder i stedet for den ene, vi havde med IUM-brandet, siger Michael Thim.
Nye nordiske CEO’s og ledelse
I forbindelse med delingen af IUM i UM og Initiative har IPG Mediabrands udnævnt nye nordiske CEO’s. Norske Cato Heiskel-Draegebo skal stå i spidsen for Initiative i den nordiske region, mens svenske Simone Westerberg bliver nordisk CEO for UM.
Benjamin Holmfred, der tidligere var CEO for IUM i Sverige, er nu nordisk CEO for Magna, der er IPG Mediabrands inSights-bureau, mens danske Linette Samsing bliver nordisk CEO for Reprise Digital.
Dermed bliver der ingen nordisk toppost til danske Heine Jørgensen, der blev udnævnt til ny CEO for Mediabrands i Danmark i marts 2020.
– Desværre har forandringerne også medført, at Heine Jørgensen forlader os. Han var selv en varm fortaler for ændringerne, der medfører, at der stort set kun er Back Office-funktioner tilbage i Mediabrands-delen af virksomheden. Derfor blev vi enige om, at hans talenter bedre kunne bruges andre steder, siger Michael Thim.
Herhjemme bliver Jan Sørensen, hidtidig strategisk direktør i IUM, Managing Director for Initiative, mens der er fundet en ny Managing Director til UM, men navnet må ikke offentliggøres endnu.